Surf'n'work

Bliv en del af Danmarks mest tjekkede kontorfællesskab med et temmelig godt spot – direkte ud til vandet. Hop ombord, og dyrk det fleksible arbejdsliv sammen med cirka 15 andre kreative kontorfæller.

Kontorfællesskabet ligger kun en time fra København og rummer både mødelokale, køkken og velindrettede arbejdspladser. Vi har altid økokaffe, frisk frugt og go´energi.

Kom og tjek det ud – vi tror, du vil kunne li’ det!

Co-working i surfcenteret

På kontorfællesskabet sidder der både ildsjæle, idémagere, iværksættere, købmænd, gøglere, grafikere, fotografer, freelancere, og hvad der ellers findes af små virksomheder med tilknytning og kærlighed til Lynæs og omegn.

Vi er selv en lille virksomhed og ved derfor, hvor vigtigt det er at skabe netværk og arbejde sammen med andre små og ligesindede virksomheder. Derfor startede vi d. 1. marts 2019 det første kontorfællesskab på Lynæs Havn – eller det, vi kalder for co-working i surfcenteret.

Visionen er klar: Vi vil køre mod trafikken og bevise, at man også kan skabe gode forretninger uden for de store byer. Vi tror på, at tiden, teknologien og gode mennesker kan være med til at realisere netop den vision.

Vores mission er at netværke med en masse fede virksomheder og enkeltpersoner, der alle har en tilknytning til området, hvadenten det er som tilflytter, surfer, sejler eller lokal. Vi tror på, at vi kan skabe et miljø, hvor det giver mening at møde ind. Et miljø, der kan rumme den fleksibilitet, som det moderne arbejdsmarked kræver – og et miljø, hvor arbejde, fritid og familie kan spille sammen og skabe synergier. Vi tror på, at Lynæs er det perfekte fundament for netop at realisere den vision, og det første skridt på rejsen starter med at samle visionære mennesker under samme tag.

Kom forbi til en kaffe, så viser vi dig rundt

Hvis du synes, kontorfællesskabet lyder som noget for dig, vil vi meget gerne invitere på en kaffe, vise dig rundt og svare på spørgsmål. Kontakt os her, og så aftaler vi en dag at mødes.

Vi har samlet de mest hyppige spørgsmål her. Læs løs – og ring eller skriv endelig, hvis du har flere spørgsmål.

FAQ

Svar på dine spørgsmål

Hvilke forskellige medlemsskaber findes der?

Du kan leje dig ind på to måder. Enten har du en fast plads med eget bord og egen stol. Denne løsning er tiltænkt dem, der har brug for et sted at stille en skærm samt forventer at være på kontoret mange af ugens dage. Pladsen koster 1800 kroner om måneden ex. moms.

Alternativt kan du have en flexplads, hvor du ikke nødvendigvis sidder ved samme bord og stol hver gang. Du er dog altid garanteret en plads 😉 Denne løsning er tiltænkt dem, der skal bruge en plads nogle gange om ugen, men som ikke har brug for at tilslutte skærme, opbevare dokumenter og lignende. Og som flex’er må du naturligvis også gerne være her hver dag, det ku’ være hyggeligt! Pladsen koster 1000 kroner om måneden ex. moms.

Som co-worker har du altid adgang til lynhurtigt internet, gratis øko-kaffe, flotte frugter, mødelokaler, arrangementer, sauna, skaterampe, muligheden for et surfbreak og meget mere. Udover adgang til alle vores faciliteter kommer du til at sidde på Lynæs Havn med en masse mennesker fra forskellige brancher, med forskellige baggrunde, erfaringer og netværk. Vi tror på, at kombinationen af gode mennesker og unikke omgivelser kan være med til at skabe et miljø, hvor der bliver kortere vej til den rigtige løsning for den enkelte.

Med vores kontorfællesskab ønsker vi at skabe de optimale muligheder for sparring og selvfølgelig en social hverdag blandt ligesindede. Det sociale aspekt vægter vi højt, fordi fællesskabet kan være ekstra vigtigt, hvis man arbejder selvstændigt. Derfor afholder vi også fredagsbarer, netværksmøder og kanoture af og til. Og det er selvfølgelig med i prisen!

Vi håber, at du vil være med til at videreudvikle dette miljø, hvadenten det er på daglig basis, eller når vinden blæser. Vi håber også, at denne kontorløsning kan være med til at gøre det lettere for dig, der gerne vil have arbejde og fritid til at gå op i en højere enhed.

Hvilke faciliteter er der?

Som bruger har du adgang til alle vores faciliteter.

Mødelokaler

Vi har flere forskellige muligheder for at holde møder. Vi har et aflukket mødelokale til seks personer med 60 tommer skærm, whiteboardvæg og hæve-/sænkebord. Som co-worker kan du booke lokalet maksimum to timer om dagen. Skal du holde større møder, kurser eller måske et seminar har du mulighed for at leje vores selskabslokale til reduceret pris i hverdagene.

Udover de planlagte møder er der rig mulighed for at lukke døren ind til køkkenet og tage et uformelt møde eller sætte et kaffemøde op i vores hyggelige sofahjørne i receptionen. Hængekøjen er også en mulighed 🙂

Køkken

I hjørnet af kontoret har vi indrettet køkken, hvor du kan brygge en brandvarm kop te eller kaffe. Derudover er der køleskab til frokosten, barskab til møderne og derudover en mikroovn, toaster, brødrister og alverdens bestik og service, du kan boltre dig i. Og så har vi naturligvis en tillidsbar, hvor du kan høste mødenødder, soda’er, lokale øl og kildevand til kroppen.

Lynhurtigt internet

Vi ved, hvor vigtigt det er at have en god forbindelse, så vi har fået gravet 300MB download og 100MB upload direkte ind. Hastigheden afhænger af afstanden til routeren.

Hæve-/sænkeborde

Alle de faste pladser har hæve-/sænkebord og tilhørende kontorstol. Co-workers med en flexplads har også adgang til kontorstol og har som udgangspunkt ret til at sætte sig, hvor der er ledigt – fx ved det lange skrivebord, i sofaen eller køkkenet.

Hvordan fungerer det med mødefaciliteter?

Via et bookingsystem kan du booke mødelokalet op til to timer hver dag. Hvis der ikke er booket den øvrige tid, kan du godt blive længere, men de øvrige co-workers har fortrinsret, når de to timer er gået.

Enhver co-worker har en nøglebrik, som han eller hun på ethvert tidspunkt kan komme ind på kontoret med. Den bliver udleveret, når kontrakten er underskrevet og skal afleveres igen, når lejemålet opsiges.

Kan man printe?

Hvis du har fast plads, er du mere end velkommen til at slutte en printer til.

Og du kan også anvende den printer, der står i køkkenet – så længe du ikke skal printe din nyeste biografi med 300 farvesider 😉

Hvor lang tid binder man sig?

Du kan hente lejekontrakten her, og det er altid den, der er rettesnor for opsigelse.

Hvis du har fast plads, indbetaler du tre måneders forudbetalt leje. Pladslejen er altid forudbetalt i måneden, så vælger du at opsige din plads, skal du ikke betale leje for den kommende måned og har efter den 1. i den kommende måned derfor tre hele måneder, hvor du stadig har din plads.

Hvis du har flexplads, indbetaler du en måneds forudbetalt leje. Pladslejen er altid forudbetalt i måneden, så vælger du at opsige din plads, skal du ikke betale leje for den kommende måned og har efter den 1. i den kommende måned derfor en hel måned, hvor du stadig har din plads.

 

Hvor mange pladser har I?

Vi har 8 faste pladser og 14 flexpladser

Jeg snakker meget i telefon, kan det fungere?

Det er et åbent kontorfællesskab, hvor vi alle skal have mulighed for at snakke i telefon og føre faglige samtaler af og til. Derudover skal der også være plads til lidt grin og gøgl nogle gange.

Vi bestræber os på at tage hensyn til alles behov, og derfor arbejder vi hen imod en kultur, hvor man går hen i køkkenet, i mødelokalet eller i sofasektionen, hvis man skal snakke længere tid i telefon. Når det er sagt, er det ikke alle, der har mulighed for at trække sig, fordi man måske samtidig skal sidde foran computeren og tage notater til sit lange temanummer om vintergækker. Derfor skal man som co-worker på Lynæs Surfcenter være indstillet på en vis velvilje og samarbejde omkring arbejdsforholdene – og det synes vi kun er hyggeligt!