Danmarks mindste sankthansbål i Lynæs

Vi gentager succesen fra 2020 og afholder for andet år i træk Danmarks mindste sankthansbål! I år bliver det med helstegt pattegris, båltale og diskokugle onsdag d. 23. juni 2021.

HUSK GYLDIGT CORONAPAS

Ligesom alt andet har været vendt på hovedet det sidste års tid, så får sankthansaften også en tur i maskinen. Af respekt for og hensyn til regeringens retningslinjer for større forsamlinger vil vi derfor gerne invitere jer alle sammen til en aften rundt om Danmarks mindste sankthansbål i Lynæs. Udover at vi traditionen tro dyster om at lave Danmarks mindste sankthans bål, så er der helstegt pattegris på menuen og så har foodtrucken og baren selvfølgelig også åben! Anja Rosengren kører båltale og mon ikke der også bliver plads til en fællessang 🙂

Info om mad og booking

Vores huskok Philip flipper helstegtpattegris, der serveres kl. 18.00 (kom gerne i god tid og få klaret drikkevarerne i caféen). Du kan købe billet lige her. Når du køber billet er du sikret en god plads under vores halvtag og lækker pattegris-menu. Du kan også bare svinge forbi med et tæppe under armen og tage plads på græsset til bål og tale. Men lige meget hvad, skal du have et gyldigt coronapas.

Sankt Hans Menu:

Helstegt pattegris
Kartoffelsalat
Mormorsalat
Coleslaw m/ urter og græskarkerner
Brød m/ ærtepuré

Voksen 175 DKK / Barn u. 12 år 100 DKK

Vegetar: en tallerken med salater (125 DKK)

Info om bål

Konceptet er simpelt: Du skal prøve at lave det mindst mulige bål, der brænder i minimum 10 minutter*. Forsøget starter klokken 19:30, og bagefter holder Anja Rosengren en lille båltale.
Det mindste bål, som har været tændt i 10 minutter, vinder et gavekort på 500,- kroner til Lynæs Surfcenter! Vi har begrænset pladser, så kom i god tid – det er først til mølle.

*Præcise regler for konkurrencen:
– Dit bål skal være tændt i minimum 10 minutter for at være kvalificeret (synlige flammer)
– Du må ikke tilføre materiale til bålet, efter det er blevet tændt
– Du må bruge maksimum 30 sekunder på at tænde bålet
– Stearin/paraffin og lign. er ikke tilladt som materiale
– Bålet skal være opstillet på en tallerken i rækken af bål gennem vores have

Vi vælger vinderen ud fra et kvalificeret skøn 😉